CH Byg sætter kommunikation og inddragelse i system – og får varige forbedringer af arbejdsmiljøet
CH BYG A/S har været med i BFA Bygge og Anlægs projekt ”Forbedring af arbejdsmiljø og effektivitet med fokus på adfærd”.
De ville gerne se, om der var steder i virksomheden, hvor de kunne forbedre sig og gøre tingene endnu mere effektivt. Der blev bevidst valgt en byggeplads til projektet, hvor samarbejdet ikke var optimalt, og hvor de ansatte oplevede, at der var en del spildtid.
”Vi ville gerne være med – for at forebygge, at de problemer, vi så på pladsen, ikke fremadrettet ville blive et problem på kommende sager”, fortæller Christina Wiemann, adm. direktør i CH BYG. ”Og så syntes vi, at det var spændende at se på både arbejdsmiljø og effektivitet samlet, og generelt at være med til at påvirke branchen”.

Bedre kommunikation og planlægning
På en workshop i projektet viste det sig nyttigt at gå tilbage og se på, hvor problemerne kom fra. På baggrund af et konkret eksempel blev det tydeligt, at der havde været for dårlig kommunikation og planlægning på pladsen, og at der var begået fejl i flere led. Det blev også klart, at der var behov for en oversigt over byggepladsen, som løbende opdateres, og som viser hvor de forskellige fag arbejder henne.
Gavnligt viste det sig også at være, når de forskellige faggrupper spiser sammen i skurvognen, for så får de talt mere sammen. Det vil CH Byg gerne udbrede til andre pladser, hvor det kan lade sig gøre.
Hvad sker der så nu efter projektet er afsluttet?
CH BYG fortsætter med at sætte fokus på den gode kommunikation og planlægning. De samler deres projektledere løbende for at følge op på, at der er en tæt dialog med de ansatte på pladserne. Projektlederne skal sikre, at de ansatte føler sig inddraget, og at der bliver lyttet til deres idéer og løsningsforslag.
CH BYG er også begyndt at sende spørgeskemaer ud til bygherrer og underentreprenører, for at få viden om deres oplevelse af kommunikation og samarbejde på pladserne.
Fra ledelsens side er man endnu mere opmærksom på at koble de rette kompetencer til de opgaver, man skal i gang med, så medarbejderne kan få en succes.
Endelig har CH BYG sat endnu mere fokus på værktøjet De 7 Strømme, og har indført, at nyankomne til en byggeplads får en guidet tur med introduktion til pladsen og i det hele taget CH BYGs værdier: ”Vi tager arbejdsmiljø seriøst, vi tror på det bedste ved at inddrage, og så vil gerne være en rummelig arbejdsplads”, slutter Christina Wiemann af.