Krænkende handlinger herunder mobning og seksuel chikane
Krænkende handlinger er, når en eller flere personer i virksomheden groft eller flere gange udsætter en eller flere andre personer i virksomheden for mobning, seksuel chikane, eller anden nedværdigende adfærd i arbejdet. Adfærden skal opfattes som nedværdigende af den eller de udsatte.
Krænkende handlinger kan fx være uønskede drillerier, fjendtlighed eller tavshed som svar på spørgsmål eller forsøg på tale, tilbageholdelse af nødvendig information eller nedvurdering af arbejdsindsats eller kompetence. Seksuel chikane kan fx være uønskede berøringer, sjofle vittigheder eller kommentarer, eller visning af pornografiske billeder fx i skurvogne eller på kontorer.
Krænkende handlinger kan foregå regelmæssigt, over længere tid, eller være enkeltstående handlinger. Ift. mobning skal krænkende handlinger foregå regelmæssigt, over længere tid eller på grov vis, og handlingerne skal rette sig mod de samme personer, der opfatter handlingerne som sårende eller nedværdigende.
Krænkende handlinger bliver først til mobning, når de personer, som de rettes mod, ikke er i stand til at forsvare sig effektivt imod dem.
Forebyggelse af krænkende handlinger
Arbejdsgiveren skal forebygge risikoen for krænkende handlinger fra ledelse, kolleger m.v., som ansatte kommer i kontakt med via arbejdet. Det betyder, at arbejdsgiveren skal iværksætte effektive forebyggende tiltag, så der ikke er krænkende adfærd på arbejdspladsen, og de ansatte skal medvirke til dette.
Signalér, at krænkende handlinger er uacceptable
Det skal være tydeligt for alle i virksomheden, at krænkende handlinger er uacceptable. Dette kan fx gøres ved, at ledelsen i tale og handling sender et klart signal om, at krænkende handlinger i virksomheden er uacceptable.
Lav retningslinjer
Lav retningslinjer for, hvordan man undgår krænkende handlinger herunder mobning og seksuel chikane. Retningslinjer kan fx indeholde oplysninger om, hvad man opfatter som krænkende handlinger, at man ønsker en åben dialog om problemer og løsninger, hvad man som ledelse og medarbejdere skal gøre for at forebygge det, og hvad man skal gøre, hvis det opstår. Søg enkle og praktiske løsninger. Gør krænkende handlinger, herunder mobning og seksuel chikane, til et fælles problem på arbejdspladsen og ikke kun et problem mellem krænker og den krænkede.
Inddrag arbejdsmiljøorganisationen (AMO) og evt. medarbejderne i virksomheden, når retningslinjerne udarbejdes. Skriv retningslinjerne ned, og gør dem tilgængelige for alle i virksomheden fx via jeres personalehåndbog.
Vær opmærksom på, om der kan være personer eller grupper, som kan have særligt svært ved at sige fra, når I udarbejder retningslinjer, fx lærlinge, udlændinge eller kønsminoriteter. Vær også opmærksom på, at der kan opstå krænkelser fra eksterne, fx personer i andre virksomheder, kunder eller borgere. I disse tilfælde vil krænkelserne dog blive betragtet som vold. Dette kan kræve andre forebyggelsestiltag, men er dog stadig arbejdsgiverens ansvar. Vær opmærksom på, at hvis der opstår en konkret situation med krænkende handlinger, kan ledelsen kun handle på det, hvis de bliver bekendt med det.


