Vejledning i arbejdsmiljø
Arbejdsmiljøloven og arbejdsmiljøarbejdet
Bygge- og anlægspladsens indretning
Kran, stiger og stilladser
Maskiner og værktøj
Støj og vibrationer
Kemi og støv
Ulykker
Løft og arbejdsstillinger
Arbejdsprocesser
Psykisk arbejdsmiljø
Værnemidler

Trykflasker og transport af farligt gods

   

Trykflasker

Trykflasker med forskellige gas- og luftarter bruges ved forskelligt bygge- og anlægsarbejde. Det gælder fx ved metalsvejsning, skærebrænding og svejsning af tagpap.

Trykflaskers indhold fremgår i reglen af farven. Flaskernes indhold er derudover stemplet på trykflasken. Det er farven på den øverste del af trykflaskerne (skulderfarven), der angiver fareklassen på indholdet. Det er fastlagt i EU-standarden på området.

De ansatte, der bruger trykflaskerne, skal være oplært og instrueret i, hvordan de bruges arbejdsmiljømæssigt forsvarligt, og fabrikantens anvisninger skal inddrages, fx i forhold til imødegåelse af risiko for brand og eksplosion. Det gælder især fx Acetylen, som er meget brand- og eksplosionsfarlig. Udslip af ilt (oxygen) indendørs kan ligeledes øge risikoen for alvorlige ulykker med brand og eksplosion.

På bygge- og anlægspladser skal trykflasker som udgangspunkt opbevares i flaskebure eller på anden måde være sikret mod at vælte. Under brug skal trykflaskerne også være sikret mod at vælte og kunne flyttes nemt uden manuelle løft og bæring. Her kan bruges flaskevogn med hjul.

Vær opmærksom på følgende:

  • Smør aldrig flaskeventiler.
  • Kast eller udsæt aldrig på anden måde trykflasker for stød, slag eller stærk belastning.
  • Trykflasker skal beskyttes mod stærk opvarmning, og de skal være anbragt sådan, at man let kan fjerne dem i tilfælde af brand.
  • På arbejdsstedet må der kun være de trykflasker, der skal bruges til det aktuelle arbejde. Ventilen skal være lukket på trykflasker, der ikke anvendes.
  • Under transport skal beskyttelseshætter på trykflasker være sikkert monteret, så ventilerne er beskyttet mod slag. Trykflaskerne skal være fæstet til køretøjet med stropper el.lign.

Iltflasker skal holdes omhyggeligt rene for olie eller fedt, da det kan eksplodere ved en gnist eller varme. Ventilen skal åbnes langsomt. Ved anvendelse af fx acetylengas skal der være monteret en tilbageslagsventil inden manometeret, så det sikres, at gassen i trykflasken ikke antænder, da det kan medføre risiko for, at trykflasken eksploderer.

Beredskabsstyrelsen har tekniske forskrifter for, hvordan man indretter inden- og udendørslagre af større mængder gas og brandfarlige væsker.

Transport af farligt gods

Transport af trykflasker og farlige kemiske stoffer m.v. er som udgangspunkt omfattet af regler for transport af farligt gods, herunder om ADR-bevis (særlig uddannelse). Dog er man undtaget for reglerne, hvis følgende betingelser er opfyldt samtidig:

  • Produkterne skal anvendes i forbindelse med eget (personligt) brug på bygge- og anlægspladsen.
  • Der kun transporteres mindre mængder, dvs. under den såkaldte frimængde, som varierer fra stof til stof.
  • Beholdere højst kan indeholde 450 liter, og det er sikret, at der ikke kan ske udslip fra beholderen.

Fx er man undtaget reglerne, hvis der til eget brug medbringes et par dunke med diesel fx til en minigravemaskine. Det samme gælder, hvis der medbringes en eller flere trykflasker i en håndværkerbil til eget arbejde.

Hvis man derimod forsyner andre ansatte i virksomheden med produkter, som er farligt gods, så er transporten omfattet af reglerne for farligt gods.

Et ADR-bevis (også kaldet ADR-certifikat) er et lovpligtigt certifikat, som dokumenterer, at en person har gennemført særlig uddannelse i transport af farligt gods på vej i henhold til ADR-konventionen (reglerne om transport af farligt gods).

Se i øvrigt de relevante myndigheders regler og anvisninger.

Aerosoldåser

Aerosoldåser skal være CE-mærket. Læs og følg fabrikantens anvisninger.

Aerosoldåser må normalt ikke blive udsat for temperaturer over 40°C eller for anden overlast under brug og transport. Aerosoldåser må ikke punkteres eller bortskaffes, før de er helt tomme.

front-form2
×

Vær opdateret

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Se tidligere nyhedsbreve.