Værktøjerne ”de 7 strømme” og ”5 gange HVORFOR”
De 7 strømme
De 7 strømme bruges til at forberede og gennemtænke opgaver, så tidsspilde, omarbejde og fejl minimeres. En lang række forudsætninger skal være til stede, før der er tale om en aktivitet, som man straks kan gå i gang med, uden unødigt ophold. Hver strøm anses som lige væsentlig, for at få et stabilt flow i opgaverne og byggeprocessen.
Med de 7 strømme sikres afstemning og aftaler omkring syv slags forudsætninger:
- Forudgående aktiviteter: Forudgående arbejder skal være afsluttede
- Materialer: Materialerne skal være til stede
- Mandskab: Der skal være kvalificerede folk til at udføre arbejdet
- Information: Tegninger og anden information skal foreligge
- Plads: Der skal være den nødvendige plads og tilstrækkelige sikkerhed til at udføre arbejdet
- Materiel: Materiellet skal være på plads og fungere
- Ydre forhold: De ydre omstændigheder som vejret, kontrakter og myndigheder skal være i orden

De 7 strømme er målrettet de udførende og kan fx indgå i formandsmøder, sikkerhedsmøder eller ugentlige byggemøder, hvor arbejdsmiljømæssige forhold medtages. Herunder får de deltagende en større indsigt i hinandens arbejdsopgaver, de får lavet flere aftaler med hinanden (fx om oprydning eller støvende arbejde), og de får en fælles forståelse for hvordan arbejdsmiljøet kan forbedres.
5 gange HVORFOR
En hurtigt fundet løsning på et problem kan være en brandslukning mere end at løse problemet på sigt. 5 gange HVORFOR hjælper til at komme ind til de bagvedliggende årsager bag et problem. Når man finder og anvender en løsning på problemets bagvedliggende årsager, mindskes risikoen for at problemet opstår på ny.
I virksomhedsforløbene (se cases) er 5 gange HVORFOR bl.a. brugt i workshop-arbejdet.
Se eksempler på, hvordan 5 gange HVORFOR er anvendt, på følgende links:
videnpunkt.dk/5xhvorfor-lean-administration/
Video: youtube.com/watch?v=x4VwQ3IF8zQ
